Om praktik
Hvad er praktik
Praktik er en vigtig del af din uddannelse på STU CSV, hvor du bliver klogere på din arbejdsmæssige fremtid.
Når du er i praktik, bliver din undervisning flyttet ud i rigtige virksomheder. Her lærer du, hvordan man indgår på en arbejdsplads, får kendskab til forskellige arbejdsopgaver og brancher, og til hvilke arbejdsopgaver og forventninger der kan være på en arbejdsplads. Et praktikforløb kan også bruges til at afdække dine støttebehov.
På STU CSV har vi pligt til at udvikle og beskrive din arbejdsevne. Igennem praktikforløb støtter vi dig i at blive klogere på, hvad du er god til eller hvad du måske har sværere ved. Praktikforløb kan også bruges til at undersøge hvad du kan eller vil arbejde med, og til at finde ud af hvad du ikke skal arbejde med fremover. Det kan derfor være en fordel at prøve flere forskellige praktikker og forskellige brancher.
På CSV har vi en praktikvejleder og en STU-vejleder. Det er dem, som hjælper dig med at finde og etablere praktikforløb, der passer til dine forudsætninger, ønsker og muligheder. Det er også vejlederne, der hjælper dig med at afklare dine realistiske muligheder for fremtidig beskæftigelse og uddannelse.
Praktikkens varighed
I løbet af din uddannelse på STU CSV kommer du i praktik i minimum 9 uger. På 1. årgang er du i praktik i minimum 1 uge, og på 2. og 3. årgang er du samlet i praktik i minimum 8 uger.
Nogle studerende er i flere, kortere praktikforløb mens andre er i praktik i længere perioder, hvor de kombinerer skole og praktik. Du og din praktikvejleder aftaler individuelt hvad, der passer bedst til dig.