Dit praktikforløb - fra start til slut

Hvordan foregår dit praktikforløb?

Inden du starter

Inden du starter i praktik, har du en samtale med din praktikvejleder omkring dine muligheder for at komme i praktik. Her taler I f.eks. om valg af branche og virksomhed, formålet med praktikken, og om du eventuelt har udfordringer, der skal tages hensyn til.

I aftaler sammen hvor lang dit praktikforløb skal være, og hvor mange timer om dagen og om ugen, du skal være i praktik.

Når du og din praktikvejleder har fundet et praktiksted til dig, aftales en praktiksamtale inden du starter. Samtalen finder sted på praktikstedet, og er en samtale mellem dig og din kontaktperson fra praktikstedet. Din praktikvejleder deltager også til samtalen. Det er til praktiksamtalen, at du får mulighed for at stille spørgsmål til virksomheden, og hvor de kan lære dig at kende.

Inden dit praktikforløb starter, gennemgår du, sammen med din praktikvejleder, alle de praktiske detaljer. Det kan f.eks. være dine mødetider, telefonnumre til praktikstedet, hvordan og hvem du kontakter hvis du bliver syg eller forhindret i at møde til tiden.

Skal du i praktik i en virksomhed, hvor det kræves at CSV skal stå for arbejdstøj eller sikkerhedssko, vil du sammen med din praktikvejleder tage ud og købe dette inden praktikforløbet starter. CSV afholder udgifterne til arbejdstøj, når det vurderes nødvendigt.

 

Transport til praktikvirksomheden

Din praktikvejleder bestræber sig på at finde en praktikvirksomhed i nærheden af din bopæl, eller et sted hvor transporten ikke bliver for besværlig eller tidskrævende for dig. Hvis du har behov for det, hjælper din praktikvejleder dig med at finde ud af hvordan du kommer til og fra praktikstedet.

CSV afholder transportudgifterne, hvis det er nødvendigt.

 

Den første dag i praktik

Din praktikvejleder er med den første dag når du starter i praktik, hvis du har behov for det. I aftaler individuelt hvor, og hvornår I mødes. Når det vurderes at du er kommet godt i gang, og at du er tryg ved det, går din praktikvejleder. 

 

Støtte undervejs

Din praktikvejleder støtter dig under hele praktikforløbet, og kommer jævnligt på besøg. Nogle har brug for at mødes ugentligt, mens andre ikke har behov for at mødes så ofte. Du og din praktikvejleder vil desuden have løbende kontakt via telefonsamtaler ellers SMS.

Har du behov for at din praktikvejleder er med ude i praktikken flere dage undervejs i praktikforløbet kan I aftale det individuelt.

I tilfælde af at praktikforløbet ikke fungerer for dig, skal du give besked til din praktikvejleder, som kan hjælpe med at vurdere om det giver mening at fortsætte praktikforløbet eller måske lave nye aftaler omkring ændrede arbejdstider eller -opgaver.

 

Evaluering og beskrivelse af praktikforløbet

Du og din praktikvejleder evaluerer løbende, og taler om hvordan det går i praktikken. Når dit praktikforløb er slut holdet I et evalueringsmøde, hvor I blandt andet taler om, hvordan praktikforløbet har været, hvordan din udvikling har været undervejs, og om hvad der skal ske fremadrettet i dit STU-forløb. 

Efter dit praktikforløb skriver din praktikvejleder en evalueringsrapport, som blandt andet beskriver hvad du har lavet i praktikken, hvad der er gået godt, hvad der har været svært, og om der eventuelt er noget du har brug for særlig støtte til fremover.